Posts Tagged With: Childcare’s babyhjem

Drøm stort, sigt højt

– En beretning om frivilligt arbejde i Uganda

Emeli og Kathrine drømte om at gøre en forskel for andre.

Emeli og Kathrine drømte om at gøre en forskel for andre.

Veninderne Emeli og Kathrine vidste som så mange andre ikke helt, hvad de skulle efter 3. g. De havde begge en trang til at rejse væk og opleve noget nyt. Efter et møde med en studievejleder fandt de ud af, at de begge drømte om at gøre en forskel for andre.
Det var en blanding af at ville se realiteterne om Afrika i øjnene, få et nyt perspektiv på virkeligheden og et ønske om at gøre en reel forskel for nogen.” forklarer Emeli. Derfor valgte de at rejse seks måneder til Uganda med Childcare.
”Min mor er fra Uganda, så det virkede bare helt rigtigt, at skulle være volontør i det land, hvor hun er født og vokset op.” fortæller Kathrine.

Emeli og Kathrine i Uganda.

Emeli og Kathrine i Uganda.

I Uganda havde veninderne mange forskellige opgaver. De malede Childcare’s babyhjem, og legede med børnene, som enten var forældreløse eller svigtet. Hver fredag tog de med lægeteamet ud til en flygtningelejr og hjalp med at tage malariatests og pakke piller. De tilrettelagde også et førstehjælpskursus, hvor de underviste børn mellem 10-13 år.

Barn på Childcare’s babyhjem

Barn på Childcare’s babyhjem

”Vores organisation gjorde det muligt for os at være meget selvstændig, så vi på den måde kunne komme med input til, hvad vi selv havde af ønsker og drømme.” husker Kathrine.
”Det afhang virkelig af, hvad der var brug for.” supplerer Emeli og fortsætter ”Vi assisterede en tandlæge med at hive tænder ud og hjalp en sygeplejersken med at lave helbredsrapporter! Det var så fedt!”

”Jeg har fået uendeligt meget ud af mit ophold! Jeg tror, at jeg har været igennem alle tænkelige følelser. Det har været hårdt at møde så mange mennesker i deres fattigdom og håbløshed, men samtidig også fantastisk at lære dem at kende. Jeg har lært så meget af dem. Jeg har opbygget tillid til andre mennesker og vist dem, at vi er ens.” (Emeli)

Kathrine

Kathrine og nogle af børnene, der fik sko.

”Jeg har opdaget, hvor stor en forskel selv små ting kan gøre. At give sig tid til at snakke med folk i landsbyen eller at synge sammen med børnene. Det at arbejde frivilligt betød, at det handlede meget mere om, hvad jeg havde lyst til. Altså lysten til at arbejde. Jeg fandt ud af, at man sagtens kan hjælpe selvom man ikke har en uddannelse. Nu ved jeg, at det er det her, jeg skal lave. Jeg skal hjælpe og gøre brug af de egenskaber, som jeg har. At se hvordan mennesker, som lever i fattigdom og elendighed, værdsætter livet, sætter ens eget liv i perspektiv.” (Kathrine)

Da jeg spørger pigerne om, hvad der har gjort størst indtryk på dem, begynder de begge at remse en masse oplevelser op. De er slet ikke til at stoppe igen, og der er ingen tvivl om, at det er et utrolig svært spørgsmål. Pigerne har oplevet så meget, at de slet ikke kan vælge hvad, der har gjort det største indtryk på dem. De fremhæver dog begge skoprojektet, hvor de samlede penge ind til at købe sko til knap 6000 flygtninge.
”At få lov til at se hele processen lykkes takket være så mange mennesker, var helt fantastisk. Vi er i stand til at gøre en kæmpe forskel, når vi gør det sammen.” siger Kathrine.

Emeli og Kathrine er til gengæld slet ikke i tvivl, da jeg spørger, om de vil anbefale andre at arbejde frivilligt.
Helt klart! Det bliver en livsforandrende tur, der vil forme resten af dit liv.” udbryder Emeli.
”Jeg tror folk vil blive overrasket over, hvor stor en forskel de egentlig kan gøre – og det kan helt sikkert ændre ens tanker om, hvad man egentlig vil bruge sit liv på.” smiler Kathrine.

Emeli og Kathrine er også enige om, at de gerne vil til Uganda igen.
”Vi har startet en organisation kaldet: Emeli and Cathy Foundation og vores motto er: Drøm stort, sigt højt. Vi vil både hjælpe hjemme fra Danmark af, men også rejse til Uganda og hjælpe.”

Du kan besøge pigernes hjemmeside her.
Eller finde dem på Facebook: nofilter og Instagram: emilyandcathyfoundation.

Emeli og alle børnene, som har fået sko.

Emeli og nogle af børnene, som har fået sko.

Categories: Frivilligt arbejde i udlandet, Personlige beretninger | Tags: , , , , , , , | Skriv en kommentar

Blog på WordPress.com.