Mail fra Tanzania

Drengene fra Kijitonyama Chipukizi Sports Club, Dar Es Salaam, Tanzania.

Sidst i januar modtog jeg en mail med en billedecollage fra Kijitonyama Chipukizi Sports Club. De skrev, at billederne er fra nogle af de turneringer, hvor drengene har spillet i de fodboldtrøjer, som Magnus og jeg forærede dem, da vi besøgte dem i Dar Es Salaam, Tanzania i august 2016.
De skriver også, at de gerne vil takke os og Play It On igen og igen, og at fodboldtrøjerne har givet dem gode resultater lige siden den dag, hvor drengene begyndte at spille fodbold i dem.

Det var en super hyggelig mail at modtage, og det var rart at se drengene igen på de fine billeder.

Har du endnu ikke læst, om Magnus og mit møde med de friske fodboldfyre, så læs indlægget: Små drenge med store drømme.

Små drenge med store drømme

– Uddeling af fodboldtøj i Tanzania

 

I forbindelse med Magnus’ og min tur til Tanzania følte jeg, at det ville være fedt, hvis vi på en eller anden måde kunne lave noget velgørende, nu hvor vi skulle af sted. Efter jeg er begyndt at blogge, har jeg fået for vane at kigge på de opslagstavler og postkort-standere, der ofte står på biblioteker og caféer. Det er nemlig en rigtig god måde, hvorpå man kan opdage nye spændende velgørende projekter.

En sen eftermiddag, hvor Magnus og jeg var et smut forbi Københavns bibliotek, faldt jeg over en plakat fra Play It On, hvor der stod: ”Børn rundt om i verden har vidt forskellige vilkår. I Play It On arbejder vi på at forbedre børns ret til leg og uddannelse, og det kan du hjælpe med. Hvis du planlægger at rejse til Uganda, Tanzania, Kenya, Ghana eller Togo, så arrangerer vi en fodboldudveksling mellem dig og en skole i landet.”
Her var min interesse allerede vagt, og jeg google straks Play It on, for at finde ud af mere.

 

Play It On

Plakat fra Play It On.

Play It On er en dansk nonprofit organisation, der kæmper for at sikre, at børn og unge har ret til leg og lige adgang til sport. Derfor samarbejder Play It On med sportsklubber og tager imod sportstøj, som klubberne ikke længere bruger. Herefter inddrager de rejsende og turister som bindeled i videregivning af sportstøjet. På denne måde bidrager Play It On med at sprede social bevidsthed omkring bæredygtighed, miljø og sport for så mange som muligt på tværs af landegrænser.

Dette var jo en perfekt mulighed for at glæde nogle fodboldglade børn i Tanzania og samtidig støtte op om en lille dansk NGO. Derfor kontaktede jeg straks Play It on og Søren, som er frivillig, kom forbi Magnus og jeg på Nørrebro med en kæmpe sportstaske fyldt med fodboldtøj. Det var Herfølges gamle klubtrøjer, som vi nu skulle have med til Tanzania.

Til Tanzania med fodboldtøjet

Søren satte os i kontakt med Mahadhi Mahamoud, som er fodboldtræner i Kijitonyama Chipukizi Sports Club. Vi aftalte, at vi ville komme forbi klubben med fodboldtøjet dagen efter vi landede i Dar Es Salaam, så vi ikke skulle slæbe rundt på tøjet mere end højest nødvendigt.

Drengene fra Kijitonyama Chipukizi Sports Club giver den gas på fodboldbanen.

Med rygsækken på ryggen bevægede vi os ud i Dar Es Salaams travle gader. Selvom det var sidst på eftermiddagen var det varmt, og støvet fra gaderne fik os til at knibe øjnene sammen, mens vi spejdede efter en Bajaji. (Bajaji er navnet på en Auto Rickshaw/Tuktuk i Tanzania).
Vi fandt en gruppe chauffører på et gadehjørne ikke langt fra hotellet, og viste dem vores lap papir med adressen. De nikkede og sagde, at de godt vidste, hvor det var. Vi forsøgte at forhandle en passende pris uden det store held og til sidst gav vi os og hoppede ind. Bajajien satte i gang og vi blev en del af Dar Es Salaams hektiske trafik. Chaufføren kørte ind og ud imellem biler, der holdt i kø, op på fortovet og så tilbage på vejbanen, for at køre tværs over et kryds uden lysregulering.

Vi kom længere og længere væk fra byen og efter fyrre minutters kørsel, drejede vi af hovedvejen og ind på en jordvej, hvor forfaldne, grå cement-huse med bliktage stod side om side. Chaufføren måtte flere gange holde ind til side for at spørge om vej. Han vidste tydeligvis ikke, hvor det var.

Drengene drømmer om de store engelske fodboldklubber

Glade foldbolddrenge hepper på deres holdkammerater

Mahadhi foran Kijitonyama Chipukizi Sports Clubs kontor.

Da vi endelig kom frem tog Mahadhi stor smilende imod os ude foran Kijitonyama Chipukizi Sports Clubs kontor. Stolt viste han kontoret frem. Det var lille, mørkt og sparsomt møbleret. Vi satte os i en sofa og kiggede på de billeder, som var hængt op på de grå vægge. Billederne var alle af fodboldglade børn. Mahadhi fortalte, at omkring tredive børn fra lokalområdet spiller i klubben, som har eksisteret siden 2002. Lige nu tilbyder klubben kun fodboldtræning, men de drømmer om også at kunne udbyde andre sportsgrene.

Magnus deler fodboldtøj fra Play It On ud til drengene fra Kijitonyama Chipukizi Sports Club i Tanzania.

Mødet med børnene fra Kijitonyama Chipukizi Sports Club

Vi var ivrige efter at møde børnene, så fra kontoret tog vi endnu en Bajaji. Efter lidt kørsel kom et græsareal til syne midt i alt det grå og støvede. Her løb en masse drenge rundt og trænede. Mahadhi fortalte, at de havde tre forskellige teams. Et for børn under 14 år, et for unge under 17 år og et for voksne under 20 år.
Det var drengene i alderen 8-13 år, der skulle have vores medbragte fodboldtøj.

Da vi ankom stillede drengene sig skulder mod skulder i en lang række, og så gik Magnus og jeg, som to royale, og trykkede dem alle i hånden, mens de sagde deres navn. Det var hyggeligt at hilse på dem alle, men børnene virkede generte og måden vi mødte dem på virkede underligt ophævet, præcis som da jeg besøgte en masse fattige landsbyer i Indien med Aktion Børnehjælp. Måske er uligheden bare svær at komme udenom i sådan et kulturmøde, hvor vi kommer for at donere tøj. Der er helt automatisk en ubalance, som er svær at forholde sig til.

Magnus og jeg sammen med børnene fra Kijitonyama Chipukizi Sports Club, der har fået nyt fodboldtøj.

Uddeling af fodboldtøj

Efter vi havde hilst på dem alle, delte vi tøjet ud. Alle drengene ejede et sæt fodboldtøj, men da mange af sættene var af forskelligt design, betød det meget for børnenes følelse af sammenhold og seriøsitet at modtage matchende spillerdragter. Drengene tog straks tøjet på, og de gule trøjer stod flot til deres mørke hud. Man kunne næsten ikke se, at tøjet havde været brugt.

Da alle børnene havde fået et sæt tøj, skulle der spilles fodboldkamp. Allerede da fløjten, fra den meget seriøse dommer, lød fremkom det tydeligt, at drengene mente det alvorligt. Tempoet var højt. Et af børnene scorede et hurtigt mål, og blev modtaget med jubel fra holdkammeraterne. Op ad de nærliggende husmure havde familier, samt ældre spillere fra klubben, placeret sig for at heppe på drengene. Klapsalver og højt humør fyldte området omkring fodboldbanen og skabte god stemning.

Mens børnene spillede, fik Magnus og jeg mulighed for at snakke med trænerne. I Tanzania er interessen for engelsk fodbold stor, og mange landsbyer har anskaffet sig en parabol, så de kan følge med i Premier League. Interessen for engelsk fodbold går ikke udenom de små fodboldglade drenge, der drømmer sig til de helt store engelske klubber. Ifølge trænerne giver nyt fodboldtøj en følelse af at blive taget seriøs, og drengene føler en større anerkendelse for deres hårde slid på fodboldbanen.

Alle drengene underskriver takkekortet, der er købt til Magnus og jeg.

Efter kampen skulle alle drengene op og skrive deres navn på et fint kort, som var blevet købt til Magnus og jeg. Her takkede de for tøjet og klubbens anfører fik lov at overrække os kortet sammen med en dåse Africafe. Alle børnene og deres trænere vinkede til os, da vi forlod fodboldbanen. Magnus og jeg var enige om, at det havde været en stor oplevelse at aflevere fodboldtøjet, og samtidig en god måde, hvorpå vi havde fået lidt mere indsigt i de lokale tanzanieres liv.

Så skal du til Afrika, kan vi på det varmeste anbefale dig, at kontakte Play It On og høre, om du skal tage noget fodboldtøj med til en lokal fodboldklub. Tak til Søren og de andre fra Play It On for at give os denne mulighed.

Trods snestorm kørte Dennis Glintborg til Serbien for at hjælpe de mange flygtninge

Dennis i gang med at pakke bilen. Han modtog donationer fra 20-30 forskellige mennesker, så der var meget der skulle sorteres og pakkes.

Den 2. juni 2014 blev Dennis Glintborg kørt ned på cykel og fik tre brud på ryggen. Et år efter satte han sig op på cyklen igen med målet om, at cykle igennem tyve europæiske lande på fire måneder. Undervejs mødte han stor gæstfrihed, så da flygtningestrømmen begyndte at eskalere, fulgte han ekstra godt med i situationen på den såkaldte ‘Balkanrute.’

”Der begyndte at komme flere og flere efterspørgsler på vintertøj og frivillige i løbet af vinteren. Derfor besluttede jeg at tage tilbage til Serbien, Kroatien og Slovenien og give en hjælpende hånd som tak for alt den venlighed, jeg selv havde mødt i løbet af sommeren,” fortæller Dennis, der til dagligt arbejder på radiokanalen DR Ramasjang.

Efterlyste donationer til flygtninge på Facebook
Da der især var mangel på herretøj, vintertøj, sko og tæpper efterlyste Dennis disse ting blandt familie og venner på sin Facebook.

”Heldigvis havde jeg nogle fantastiske venner, som både donerede nyt tøj, varmt tøj og legetøj i store stakke. Så vi fyldte en stationcar fuldstændig op med lækre donationer.” smiler Dennis.

Kurs mod Serbien, Kroatien og Slovenien
I januar 2016 satte Dennis kurs mod Serbien, Kroatien og Slovenien.
”Der var selvfølgelig udfordringer på vejen. Snestorm ned igennem Tyskland, indbrud i bilen i Prag og en kyrillisk knude af toldregler i Serbien.” husker Dennis, der ikke lod sig slå ud.

I Serbien fik han selvskab af vennerne Lasse og Tobias, der fløj direkte til Beograd, så de ikke tog plads fra alle donationerne i bilen. De fik uddelt de mange donationer, som Dennis havde med hjemmefra og arbejdede også frivilligt på flere flygtningecentre både i Beograd og derefter i Sid, som ligger på grænsen til Kroatien.

Tobias og Lasse uddeler mad, drikke og hygiejneprodukter til flygtningene.

”Udover at uddele mad, tøj og sko til flygtninge og immigranter har vi snakket en del med alle mulige mennesker og lyttet til deres historier. Vi har forsøgt at hjælpe dem med at holde humøret højt.” fortæller Dennis, der alt i alt var afsted i tre uger.

”Fælles for mig, Lasse og Tobias var nok, at vi syntes, at man burde gøre noget for at hjælpe. Især fordi Danmark jo ikke har det bedste ry for tiden, qua de signaler vi sender vedrørende flygtninge. Og det ligner faktisk et generelt mønster. De folk vi arbejdede sammen med kom for det meste fra Slovakiet, Tjekkiet og Schweiz – lande der også på hver sin vis har sendt negative signaler omkring modtagelse af flygtninge,” fortæller Dennis.

Kunne du også tænke dig at gøre en forskel ligesom Dennis, Lasse og Tobias, så fortæller Dennis i det følgende, hvordan du kan engagere dig.

Hvordan kan du hjælpe?
”Landene på Balkan kan godt blive overset i Danmark, da vi i medierne mest snakker om os selv og en lille smule om Lesbos. Men hvis man gerne vil hjælpe, kan man følge situationen direkte på refugeemap.com.”

En ‘Maslow’ behovsliste til flygtninge.

“Her skriver de enkelte steder, hvis de mangler donationer eller frivillige.  Det kan være en fordel at kontakte en koordinator på stedet, hvis man gerne vil være frivillig.” pointere Dennis, der personligt kan anbefale ADRA i Slavonski Brod (Kroatien) og Czech Team i Sid (Serbien).”

”Men skriv til stederne inden I går i gang. Det er ofte meget specifikke ting de mangler – og derfor kan en målrettet indsamling gøre en langt større forskel end en blandet pose tøj. Det er også en god idé at holde sig generelt orienteret om hele flygtningekrisen. Det gøres bedst på Facebook, hvor der er mange forskellige grupper, der opdaterer direkte fra Europa. Jeg kan personligt anbefale ‘Are You Syrious‘ , som giver daglige updates fra både Grækenland, Balkanruten og det politiske samarbejde i EU.”

Derfor hjælper vi, del 1

Gæsteblogger: Karoline Lunddal Dam

Louise mindes de mange børn, som hun har mødt igennem sit frivillige arbejde i Sydafrika og Indien.

At hjælpe til, hvor levevilkårene er hårdere end vi kender dem herhjemme, kan gøres på mange måder. I denne serie møder I Louise og Kasper, der på hver deres måde gør en forskel for 3. verdenslande. I første del skal I møde Louise på 19 år. Hun har besøgt Sydafrika og Indien med ønsket om at hjælpe.

 

Louise i Sydafrika, New Delhi og Columbia

Tilbage i 2011 startede Louise på Rudehøj Efterskole i Midtjylland. Hun gik i en anderledes klasse kaldet FRONT, der havde fokus på social og global udvikling.
”Vi havde ikke almindelige skolefag, men i stedet havde vi fokus på selvudvikling,” fortæller Louise.

Det var sammen med efterskolen, Louise rejste til Sydafrika, hvor hun havde sin første oplevelse med frivilligt arbejde. Under opholdet i Sydafrika arbejdede efterskolen sammen med organisationen iThemba, hvor de blandt andet ydede havearbejde ved private, hjalp til på byggepladser og lavede programmer til en børnehave. Her startede Louises store interesse for kultur og frivilligt arbejde.

Louise samlet med elever fra den indiske skole Good Samaritan School.

Piger fra den indiske skole lærer Louise hindu.

New Delhi, Indien

I sommeren 2014 tog Louise til New Delhi for at forsætte den gode bølge. Denne gang var det med den kristne ungdomskirke Skywalk, som Louise er meget engageret i. Rejsen til New Delhi bød på både praktisk arbejde og leg med børn. De besøgte blandt andet en skole kaldet Good Samaritan School, hvor Skywalk fik mulighed for overværelse af undervisning. Her oplevede Louise noget meget hjertevarmende. ”Under en lektion lærte børnene os hindu. Det var fantastisk at se deres glæde, ved at kunne lære fra sig,” husker Louise.

Minder som dette er nu uundværligt for Louise, men hun var dog usikker på, om hun skulle tage af sted, da hun først fik tilbuddet om turen til Indien. ”To uger? Kan man virkelig nå at gøre en forskel for nogle mennesker på så kort tid?” havde hun spurgt sig selv, men lysten til at opleve nye kulturer, drev hende trods alt til at købe flybilletten, og det er nu erfaringerne fra Sydafrika og Indien, der har givet Louise blod på tanden.

Columbia

I januar 2016 rejste Louise nemlig med en veninde til Columbia i tre måneder i et forsøg på virkelig at gøre en forskel.
”De tidligere steder har jeg forladt med en følelse af ikke at have gjort nok. Det skal turen til Columbia ændre!” Louise er helt indstillet på en anderledes hverdag, hvor der er stærkt brug for den ekstra hjælp, hun vil kunne tilbyde. ”Jeg vil ned og være en del af kulturen, og det bliver jeg kun, hvis jeg engagerer mig i den,” påpeger hun.

For Louise er engagement nøgleordet for frivilligt arbejde. ”Ingen skal gøre noget, fordi de føler, at de bør – overhovedet! ” Louise dedikerer sin tid til frivilligt arbejde udelukkende af interesse. Hjemme i Danmark har Louise for et eksempel været besøgsven på et plejehjem. Det er dog uden tvivl arbejdet uden for de danske grænser, der tiltaler hende mest.

”Turene til Indien og Sydafrika, har virkelig åbnet mine øjne for de mange forskelle, der findes i verden, men selvfølgelig også for de mange muligheder, der er for at udligne disse forskelle”.

Louise og de andre frivillige modtog blomsterkranse af de indiske børn.

At Louise rejser ud, er altså både for andres skyld, men bestemt også for hendes egen.
”Jeg ønsker at opleve verden på en rationel og jordnær måde, men jeg ønsker også at give noget kærlighed på praktisk vis”.
Det er blandt andet glæden ved de helt unikke øjeblikke, der får Louise til at forsætte det gode initiativ. ”Det er jo ikke hver dag, jeg modtager en blomsterkrans fra en indisk dreng”.

Hvis du, ligesom Louise, vil gøre en forskel, så brug lidt tid på at kigge bloggen igennem. Måske finder du en type frivilligt arbejde, der tiltaler dig!

I anden del af: “Derfor hjælper vi” kan I glæde jer til at møde 24-årige Kasper, der donerer penge til Amnesty International og Folkekirkens Nødhjælp.

Drøm stort, sigt højt

– En beretning om frivilligt arbejde i Uganda

Emeli og Kathrine drømte om at gøre en forskel for andre.

Veninderne Emeli og Kathrine vidste som så mange andre ikke helt, hvad de skulle efter 3. g. De havde begge en trang til at rejse væk og opleve noget nyt. Efter et møde med en studievejleder fandt de ud af, at de begge drømte om at gøre en forskel for andre.
”Det var en blanding af at ville se realiteterne om Afrika i øjnene, få et nyt perspektiv på virkeligheden og et ønske om at gøre en reel forskel for nogen.” forklarer Emeli. Derfor valgte de at rejse seks måneder til Uganda med Childcare.
”Min mor er fra Uganda, så det virkede bare helt rigtigt, at skulle være volontør i det land, hvor hun er født og vokset op.” fortæller Kathrine.

Emeli og Kathrine i Uganda.

I Uganda havde veninderne mange forskellige opgaver. De malede Childcare’s babyhjem, og legede med børnene, som enten var forældreløse eller svigtet. Hver fredag tog de med lægeteamet ud til en flygtningelejr og hjalp med at tage malariatests og pakke piller. De tilrettelagde også et førstehjælpskursus, hvor de underviste børn mellem 10-13 år.

Barn på Childcare’s babyhjem

”Vores organisation gjorde det muligt for os at være meget selvstændig, så vi på den måde kunne komme med input til, hvad vi selv havde af ønsker og drømme.” husker Kathrine.
”Det afhang virkelig af, hvad der var brug for.” supplerer Emeli og fortsætter ”Vi assisterede en tandlæge med at hive tænder ud og hjalp en sygeplejersken med at lave helbredsrapporter! Det var så fedt!”

”Jeg har fået uendeligt meget ud af mit ophold! Jeg tror, at jeg har været igennem alle tænkelige følelser. Det har været hårdt at møde så mange mennesker i deres fattigdom og håbløshed, men samtidig også fantastisk at lære dem at kende. Jeg har lært så meget af dem. Jeg har opbygget tillid til andre mennesker og vist dem, at vi er ens.” (Emeli)

Kathrine og nogle af børnene, der fik sko.

”Jeg har opdaget, hvor stor en forskel selv små ting kan gøre. At give sig tid til at snakke med folk i landsbyen eller at synge sammen med børnene. Det at arbejde frivilligt betød, at det handlede meget mere om, hvad jeg havde lyst til. Altså lysten til at arbejde. Jeg fandt ud af, at man sagtens kan hjælpe selvom man ikke har en uddannelse. Nu ved jeg, at det er det her, jeg skal lave. Jeg skal hjælpe og gøre brug af de egenskaber, som jeg har. At se hvordan mennesker, som lever i fattigdom og elendighed, værdsætter livet, sætter ens eget liv i perspektiv.” (Kathrine)

Da jeg spørger pigerne om, hvad der har gjort størst indtryk på dem, begynder de begge at remse en masse oplevelser op. De er slet ikke til at stoppe igen, og der er ingen tvivl om, at det er et utrolig svært spørgsmål. Pigerne har oplevet så meget, at de slet ikke kan vælge hvad, der har gjort det største indtryk på dem. De fremhæver dog begge skoprojektet, hvor de samlede penge ind til at købe sko til knap 6000 flygtninge.
”At få lov til at se hele processen lykkes takket være så mange mennesker, var helt fantastisk. Vi er i stand til at gøre en kæmpe forskel, når vi gør det sammen.” siger Kathrine.

Emeli og Kathrine er til gengæld slet ikke i tvivl, da jeg spørger, om de vil anbefale andre at arbejde frivilligt.
”Helt klart! Det bliver en livsforandrende tur, der vil forme resten af dit liv.” udbryder Emeli.
”Jeg tror folk vil blive overrasket over, hvor stor en forskel de egentlig kan gøre – og det kan helt sikkert ændre ens tanker om, hvad man egentlig vil bruge sit liv på.” smiler Kathrine.

Emeli og Kathrine er også enige om, at de gerne vil til Uganda igen.
”Vi har startet en organisation kaldet: Emeli and Cathy Foundation og vores motto er: Drøm stort, sigt højt. Vi vil både hjælpe hjemme fra Danmark af, men også rejse til Uganda og hjælpe.”

Du kan besøge pigernes hjemmeside her.
Eller finde dem på Facebook: nofilter og Instagram: emilyandcathyfoundation.

Emeli og nogle af børnene, som har fået sko.

Volontør betaler legeplads i Tanzania

Min studieveninde Camilla Natasja Brink Henriksen rejste i 2008 til Tanzania for at arbejde frivilligt. Hun fortæller her på bloggen om sine spændende oplevelser, og om hvordan hun fik bygget en legeplads til skolens børn.

Da jeg gik ud af 3. g var jeg usikker på, hvor jeg nu skulle hen ad. Min veninde stod i samme situation, og vi valgte derfor at undersøge mulighederne for at rejse ud i verden.
Hun opdagede de forskellige udbud af rejser fra Mellemfolkeligt Samvirke, og vi blev enige om, at det lød som en spændende oplevelse at tage til Østafrika. Valget faldt  på en rejse til Tanzania i tre måneder som volontør, hvor vi skulle undervise børn i forskellige aldersklasser.
Vi kom af sted i november 2008 og skulle dermed holde både jul og nytår langt væk hjemmefra hos en muslimsk familie, der ikke ligefrem havde samme traditionsmønster, som vanen er i Danmark. Selv om det var en smule hårdt at være hjemmefra i perioder, ville jeg aldrig have været min rejse til Tanzania foruden.

Så skal der hentes vand.

Julemiddagen i Tanzania bestod af bønner og ris.

Haven i regnvejr.

Det har været en usammenlignelig og lærerig oplevelse at erfare en hel anden kultur og leveform, hvilket virkelig har lært mig at sætte pris på selv de mindste ting i livet. Jeg vil til hver en tid anbefale andre at rejse ud og arbejde frivilligt, dog skal man som volontør ikke regne med, at man tager ned for at redde verden.

Camilla og familiens yngste beboer.

I løbet af rejsens tre måneder, følte jeg nemlig, at jeg endnu ikke havde udrettet det, jeg troede, jeg kunne hjemmefra. Derfor begyndte jeg at overveje, om jeg kunne sætte et projekt i gang, imens jeg stadig var i Tanzania. Det gik op for mig, at børnene ikke havde en legeplads.
Jeg fik fat i vores kontaktperson, i den landsby vi boede i, og forhørte mig om, hvilke muligheder der eventuelt kunne være for at få bygget et legestativ til børnene. Han kontaktede herefter nogle håndværkere.
Kort tid efter havde han tegnet forskellige elementer til en legeplads, som jeg kunne vælge imellem og dertil en pris for materiale. For godt 2000 kroner kunne jeg få en rutsjebane og to gynger. Jeg var hurtig til at ringe hjem til mine forældre og fortælle dem om mine ideer, og de fik startet en lyn-indsamling blandt familie, venner og min fars arbejdsplads.

Legepladsen som Camilla fik bygget til skolens børn.

Jeg fik overført de 2000 kroner, som det var lykkedes at indsamle, og en uge inden jeg skulle rejse tilbage til Danmark, stod legepladsen færdig.
Jeg tog tilbage til Tanzania efter cirka et års tid og det var skønt at hilse på alle de velkendte ansigter igen. Meget var ved det gamle og legepladsen stod der stadig.
Alt i alt, nogle af de absolut bedste og mest mindeværdige oplevelser i mit liv.

Frivilligt arbejde i Nepal

– “De landsbybeboere der modtog læsebriller blev meget glade. For mange er det nemlig for dyrt at købe deres egne briller.”

Bindiya er uddannet social og sundhedshjælper.

Bindiya er født og opvokset i Nepal, men kom til Danmark i 2007 sammen med sin mand.
”I Nepal tænkte jeg tit, at jeg gerne ville arbejde frivilligt, men jeg gjorde aldrig noget ved det. Dengang var internettet i Nepal dyrt og langsomt, så det var svært at overskue.  Da jeg kom til Danmark, hvor internettet er let tilgængeligt blev det meget lettere at søge informationer . Herudover er der også flere fonde I Danmark og derfor kan gode intentioner lettere blive finansieret”.
Bindiya stødte på organisationen: ”Jysk landsbyudvikling i Nepal”, som er en organisation, der har til formål at starte og gennemføre udviklingsprojekter i Nepal.

Sundhedsholdet 2012

I 2012 blev det muligt for Bindiya at rejse til Nepal sammen med tre andre for at arbejde frivilligt i byen Madi, som ligger i den sydlige del af Nepal nær Indien.
Inden afrejse var der en del forberedelse i Danmark. ”Sundhedsholdet 2012”, som Bindiya var en del af, mødtes flere gange for at lærer hinanden at kende, planlægge deres fokusområder og høre om ”Sundhedsholdet 2011´s” erfaringer. I gruppen var der stor enighed om, at hovedemnerne i årets sundhedsprojekt skulle være sundhedsfremme og forebyggelse.
”Det var på et af disse møder, at ideen om at indsamle brugte læsebriller opstod.” fortæller Bindiya. ”Med hjælp fra venner og kollegaer indsamlede vi over 500 par læsebriller med forskellige styrker , som vi tog med til Nepal. Projektet blev en kæmpe succes. Alle landsbybeboerne fik lavet en synsprøve inden de modtog et par briller, så vi var sikre på, at de fik den rigtige styrke. Dem der modtog læsebriller blev meget glade. For mange er det nemlig for dyrt at købe deres egne briller.”

Bindiya arbejdede frivilligt i Nepal i fem uger, hvor hun besøgte tre forskellige landsbyer. Her underviste hun skolebørnene i hånd- og mundhygiejne, og lavede praktiske øvelser med dem i omhyggelig håndvask og hjælp til tandbørstning. Efterfølgende fik alle eleverne udleveret et stykke sæbe og en tandbørste, som de kunne tage med hjem.

Bindiya synes det var en rigtig god beslutning at arbejde frivilligt, selvom Nepals fattigdom kom meget tæt på. Da hun selv boede i Nepal boede hun i byen i et middelklassehjem, og havde derfor aldrig oplevet  landsbybeboernes ringe vilkår. ”Folk i landsbyerne smilede altid. De lever ud fra hvad de nu har, og har ikke de store forventninger til boligforhold og lignende. De har jo aldrig prøvet andet.” 

Bindiya lavede praktiske øvelser med børnene i omhyggelig håndvask.

Ud over en kæmpe oplevelse har turen til Nepal også medført at Bindiya hviler mere i sig selv.
”Jeg er kommet tættere på andre mennesker og er ikke længere så genert. Så længe man gør et eller andet for andre mennesker, så er det bedre end ingenting.” smiler Bindiya, der har formået at gøre en kæmpe forskel for landsbyernes beboere.
”Sådan noget skal man opleve.” mener Bindiya, der helt klart vil anbefale andre at rejse ud og arbejde frivilligt. Vil du vide mere om ”Jysk landsbyudvikling i Nepal” så læs mere på deres hjemmeside her. 

 

 

Frivilligt arbejde i Indien

– Magnus Kristian Nielsen har arbejdet frivilligt på en skole i Indien i 2 måneder.

Når man vælger at undervise i et fattigt område, er forventningerne ikke særlig høje, og man har derfor mange muligheder for at eksperimentere og udfordre børnene. De elsker især, når leg kan blive kombineret med læring. 

Afrejse

Med min tur til Indien, var det første gang jeg skulle krydse Europas grænser. Det var derfor vigtigt for mig at være i trygge hænder. Jeg havde hjemmefra haft kontakt til et mindre bureau, som havde hjulpet mig med forberedelse og kontakter. Navnet på bureauet er Exis, og består af to ældre søstre, der for et beskedent beløb, svarer på spørgsmål og fungerer som rejseledere via telefon. De havde flere forskellige typer af frivilligt arbejde, som man kunne tage ned og beskæftige sig med: Undervisning, behandlingshjem, handicapmedhjælper og arbejde med landbrug er bare få af mulighederne.
Jeg tog af sted med en veninde, og vi valgte undervisning som vores formål. Dermed havnede vi på en skole i det sydøstlige Indien. Skolens stifter hedder Christopher, og han byggede skolen for ca.12 år siden, i landsbyen hvor han selv voksede op. Som frivillig på skolen kommer du til at være i tæt dialog med ham. Han bor selv i en større by (Bangalore).

Undervisningen

Efter nogle dage med introduktion og rundvisning i landet, af vores private guide, kom vi i gang med at undervise. Det skal lige slås fast, at hverken jeg eller min veninde havde prøvet at undervise før. Det var derfor en stor oplevelse pludselig at skulle undervise folkeskolebørn fra kl. 9 til 15, 6 dage om ugen. Børnene havde før oplevet frivillige, og de ved nogenlunde, hvad de kan forvente sig. Udover at børnene har en forståelse for frivilligt arbejde, kan de alle formulere sig mere eller mindre på engelsk.

Boligforhold

Området vi boede i var barskt: Der var ringe elforsyning, vandforsyning og hygiejneforhold. Hver søndag havde vi dog muligheden for at tage ind til vores værtsfamilie, der boede under bedre forhold, for at få et bad og et ordenligt måltid mad. Under hele opholdet arrangerede vores rejseguide små ture for os, så vi kunne komme ud og opleve lidt af Indien.

Hvorfor arbejde frivilligt i Indien?

For mig har det været en tur for livet. Du får lov til at udforske dig selv og dine grænser, samtidig med, at du hjælper med at forbedre hverdagen for indiske skolebørn. Du finder hurtigt ud af, hvor meget smil og godt humør betyder i et samfund, der økonomisk set er utroligt begrænset.

Hvis du har spørgsmål til Magnus angående hans tur til Indien, eller har brug for hjælp til at planlægge din egen tur, så kan du under feltet: Kontakt skrive dine spørgsmål. Så sørger jeg for, at de bliver videresendt til Magnus.